Passion for mad, bagværk og hygge i køkkenet

Rødtunge med spinat og perlebyg

Når vi herhjemme skal have fisk ender vi ofte med en omgang laks, men denne gang var vi så heldige at få fingrene i nogle lækre rødtungefileter. Dem sprødstegte vi, og valgte at servere med en cremet perlebyg og spinat.

Selvom opskriften lyder en smule kompliceret, er retten faktisk utrolig nem at lave, og resultatet er virkelig velsmagende.

rødtunge med perlebyg og spinat

Ingredienser (2 personer)
250 g rødtungefileter (eller anden lys fisk, f.eks. rødspætte eller lyssej)
25 g hvedemel
50 g smør
1 lime
0,25 dl vand
150 g perlebyg
0,75 dl madlavningsfløde
50 g soltørrede tomater
2 skalotteløg
250 g spinat
Salt, peber

Olie og smør til stegning

Fremgangsmåde

Perlebyg

  1. Kog perlebyggen i 15-18 minutter i saltet vand, indtil perlebyggen er mør. Hæld vandet fra.
  2. Hak de soltørrede tomater, og vend det rundt i perlebyggen.
  3. Tilsæt madlavningsfløde, og smag til med salt og peber.

Sauce

  1. Riv skallen af limen, og sæt dette til side. Limeskallen kan bruges som pynt senere.
  2. Pres saften ud af limen ned i en gryde.
  3. Tilsæt 0,25 dl vand, salt og peber. Kog væsken op.
  4. Smelt smørret, og bland det sammen med limen.
  5. Kort før servering piskes limesaucen op til en skum.

Spinat

  1. Finthak skalotteløg.
  2. Skyl spinaten og sauter sammen med skalotteløg på en pande, indtil spinaten er faldet sammen.
  3. Smag til med salt og peber.

Fisk

  1. Hvis fileterne er store kan de med fordel deles i to.
  2. Krydr fileterne med salt og peber, og vend dem i hvedemel.
  3. Steg fileterne i en blanding af olie og smør i ca. 3 minutter på hver side.

Ved anretning lægges spinat i bunden, og perlebyggen kommes ovenpå. Herefter placeres fisken forsigtigt herpå. Slut af med at fordele lidt limeskum på tallerkenen, og drys eventuelt med lidt limeskal.

Rødtunge med perlebyd og spinat

Enjoy!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *